Hverdagen
Kunsthøjskolen er kendt som et levende og engageret sted – både fagligt og socialt. Her mødes mennesker medvidt forskellige baggrunde, men med en fælles interesse for kunst og for at lære af hinanden.
På vores 18- og 20-ugers kurser kan vi have op til 75 elever. For at skabe mindre og overskuelige sociale fællesskaber inddeler vi fra begyndelsen eleverne i fire-fem grupper, der er sammensat ud fra, hvor man bor på skolen. Det giver mulighed for at lære hinanden godt at kende og skaber samtidig en ramme om nogle af de praktiske fællesopgaver, som alle elever deltager i under opholdet. Det drejer sig kun om et par timer om ugen, og vi lægger vægt på, at alle bidrager med engagement, ansvarlighed og forståelse for fællesskabet.



En typisk dag på Kunsthøjskolen
Det sociale liv på Kunsthøjskolen er som regel vildtvoksende. Med de kunstneriske processer som udgangspunkt er der rig mulighed for at producere frie elevprojekter på tværs af værkstederne og iøvrigt udenfor undervisningstiden, for værkstederne er åbne døgnet rundt.
Samværet på værkstederne udenfor undervisningstiden er en vigtig energiskabende faktor, som beriger det kunstneriske arbejde. Det man kan lære af at følge andres arbejdsprocesser, er uvurderligt meget mere, end man umiddelbart forestiller sig.
En typisk dag på Kunsthøjskolen kunne fx se sådan ud:
Du vågner og går til morgenmad i tidsrummet 8.00-8.45.
Herefter er der en halv time til formiddagsundervisningen begynder. Kl. 11.30 samles skolen hver dag til fælles samling, hvor der fortælles om nyt på skolen, elevernes egne initiativer osv.
Kl.12 går vi til frokost, og fra 12.30 – 13.30 indgår du måske som køkkenhjælp, som er en ordning, vi har på skolen, hvor man hjælper til på 3-mands-hold én dag hver 4. uge. Fra kl.14 – 17 er der undervisning på værkstederne og kl. 18 er der aftensmad.
Kl. 18.30 – 19.15 er der nogen af jer igen, der er ”køkkenhjælp”. Om aftenen kan der være foredrag, samspil, workshops, elevernes egne initiativer, film og hygge/samvær af forskellig karakter. I weekenderne vil der også være forskellige tilbud/workshops og ikke mindst fester.
Husk at værkstederne på Kunsthøjskolen er åbne hele døgnet – også i weekenderne – og vi opfordrer alle til at bruge værkstederne!
Plads til kunst,
Plads til dig
Kunsthøjskolen er et sted, der skaber og kræver plads til tankens frie bevægelse. Her dannes netværk mellem kunstinteresserede og engagerede mennesker.







