Efterår 2026
16. august – 19. december
Varighed:
18 uger
Kunsthøjskolen er et sted der skaber og kræver plads til tankens fri bevægelse. Her udvikles det enkelte menneskes evner, samt sans for rummelighed og flertydighed. Her dannes netværker af kunstinteresserede og engagerede mennesker, som spiller en aktiv rolle i den danske samtids kunst- og kulturliv.

Sammensæt dit eget forløb
1. periode
Formiddagsfag
Kunsthistorie og kunstteori er et godt grundlag for arbejdet med kunst, design eller arkitektur. For en billedkunstner er kunsthistorien et kæmpe reservoir af værker, idéer og kunstbegreber, som kan inspirere og bruges mere eller mindre direkte i det kunstneriske arbejde. Vi skal undersøge kunsten som fænomen i skiftende historiske perioder, og se hvordan vi kan bruge kunsthistorien til at skabe samtidskunst.
Udgangspunktet for undervisningen er moderniteten, avantgarden og samtidskunsten, og derfra skal vi se hvordan samtidskunsten går i dialog med antikken, renæssancen, barokken og klassicismen.
Vi skal se på udviklingen af perspektiv, farvelære og komposition fra renæssancen til barokken. Vi undersøger forholdet mellem kunst og politik i skiftende tider. Vi skal se på hvordan man i moderniteten gør op med kunstnerens rolle og hvordan kunsten og dens teorier bliver en vigtig kraft i udviklingen af den europæiske kulturhistorie.
Hvorfor ville futuristerne brænde museerne og bibliotekerne? Hvorfor ville dadaisterne afskaffe kunstværket? Hvordan kunne en signeret pissekumme ændre hele kunstbegrebet? Hvad betyder ‘det udvidede kunstbegreb’ og ‘relationel æstetik’ og hvad har feminisme, queer teori og postkolonialisme med kunst at gøre?
Vi skal se på et hav af værker fra alle perioder, diskutere hvad der er relevant for kunsten i dag og se på hvordan billedkunsten nu arbejder på tværs af medier; maleri, skulptur, installation, video, lyd og performance. Vi undersøger også hvordan andre kunstformer som fx litteratur, film og musik bliver brugt af kunstnere i deres arbejde i dag.
Vi skal kort sagt se på kunst, læse korte tekster om kunstteori, filosofi, psykoanalyse og queer-teori og diskutere hvordan vi ser kunsten og vores eget kunstneriske arbejde i sammenhæng med moderne kulturhistorie, og forhåbentlig blive klogere på vores egne udgangspunkter for arbejdet med kunst.
Kreativ tegning: form, streg & tyngde
Tegning handler ikke om talent. Det handler om nysgerrighed, mod og om at turde sætte stregen.
I dette forløb arbejder vi med tegning som et levende sprog. Et sprog du kan lære at tale, uanset hvor du starter. Vi tager udgangspunkt i tre bærende begreber: form, streg og tyngde. Tilsammen giver de dig et fundament og en frihed i dit tegnearbejde.
Form handler om at se det du tegner med friske øjne. Ikke hvad du tror det er, men hvad du faktisk ser foran dig. Vi arbejder med hurtige skitser: tøm hovedet, få det ned på papiret og find det stærkeste udtryk.
Mange skitser er ikke spild – det er selve vejen derhen.
Streg handler om at turde. Grove, hurtige streger. Skitser man ikke er bange for at smide ud. Vi arbejder med kortere, fokuserede arbejdsperioder, hvor man er helt til stede. Giv slip og find friheden i den næste streg.
Tyngde handler om liv og dybde i tegningen. Fornemmelsen af at noget har en vægt, at der er rum og luft. Vi arbejder med enkle greb til at skabe dybde og perspektiv, uden at drukne i tekniske konstruktioner.
Undervisningen er bygget på erfaring fra storyboards, illustration og brætspil. På troen på at begejstringen for at tegne er det vigtigste redskab vi har.
Hvordan møder vi verden? Og hvordan handler vi i den?
I faget Vandringer skal vi udforske verden og tanken gennem en række konkrete vandringer i Holbæk og omegn. Vi skal se på vandringer i dets mange former fra folkevandringer, demonstrationer, ud- og indvandringer over lystvandringer og til relationen mellem tanke og gang i den filosofiske vandring.
Vi skal se på den kultur, der skabte vandrehjem, på historiske og aktuelle eksempler, men allermeste skal vi se på sammenhængen til litteratur og billedkunst og hvordan vi forstår og handler i den verden vi er en del af.
Undervisningen består af læsninger af litteratur og korte fagtekster og diskussioner i klassen, men oftest vil vi selv vandre i grupper og individuelt og undersøge landskabet omkring os. Du kommer til at lære Holbæk og omegn godt at kende, men du får også et nyt billede af verden og dig selv med hjem.
Værkstedsfag
Velkommen til fotografiets philosophicum
Velkommen i foto-laboratoriet, jeg vil udvide jeres begreb om, hvad fotografi er jeg vil tage jer tilbage til fotografiets fødsel og genoptage de tidlige fotografiske udtryk.
Jeg vil indvi jer i en fotografisk verden, der er tættere på et poetisk fokus end på et fokus på det tekniske perfekte.
Vi vil igen og igen stille spørgsmålet;
Hvad er fotografi ?
Vi vil arbejde med:
Undersøgelser af lys og tid
Eksperimenter med kemiske reaktioner og farvepaletten i sort / hvid fotografi
Arbejde i grænsezoner imellem skrift og fotografi, tegning og fotografi, maleri og fotografi.
Det analoge og det digitale fotografi.
Gennem metoder som:
Kemigrammer
Fotogrammer
Pin-hole fotografi
Spejlrefleks-kamera til film
Cyanotypi
…og hvad vi opdager derimellem.
At øva sig i at vara tilstede i processen lige her og nu og lytte til detta ur material som leran er.
At se leran som en organisme som din kropp kan sammarbeta og kommunikera med. Gå på uppdagelse i en byggeprocess utan at førventa et helt bestæmt resultat kan skapa känsla af frihed og flow, vilket er helt unikt før de kunstnæristiske processer.
Hvis vi ger slæpp på forventningar og kontroll så kan værket komma til at bli’ mer end og større end vi kan tænke os til hvilket ofte er en magisk og befriende fornemmelse.
I den første del af kursen kommer du at bli’ introduceret til tre grundlæggande håndbyggningstekniker samt få lov til at prøva de olika lertyper vi har i værkstan.
Vi genomgår olika måder at dekorera og glasera på så du får en ide om de olika stadier som leran genomgår från vått modulerbar lera til højbrænd keramik.
Efter denna introduktion er det tid til førdypelse i lige precis det du ønskar at fokusera på. Det kan vara allt från brugsting til abstrakta skulpturer eller narativa figurer.
Det viktigaste er at det er något du ønskar at førdypa dig i og ge dig hen til i de uger vi har sammen.
Måske kan leran læra dig något om at vara tilstede her og nu og ge slæpp på kontrollen vilket er en erfaring som jeg hopar du kan ta med dig igenom hela livet oavsett vad du kommer til at beskeftiga dig med.
Uanset om du har forfatterdrømme, eller bare vil prøve det af, vil du kunne bruge arbejdet med litteratur til at blive klogere på dig selv og verden.
Litteratur og skriveværksted er et undervisningsforløb, hvor vi skriver og læser hinandens tekster. Du får et større indblik i, hvad du skriver, og hvordan du kan udvikle dig, når du skal finde din egen måde at udtrykke dig på.
Vi åbner litteraturen op, så der også er fokus på dit sprogs musikalske, performative og visuelle side. Det vil sige vi laver udstillinger, oplæsningsarrangementer og bruger sproget i performances eller kor-agtige arrangementer. Vi tager også på udflugter, fortæller historier omkring lejrbålet og udgiver måske vores egen bog som afslutning på forløbet.
Der er ingen forventninger til, at du skriver i forvejen. Du vil få skriveøvelser, hvor du bliver udfordret på alle mulige måder, både selvstændigt og i fællesskab med de andre.
Når du går på litteratur er du med i et fællesskab, hvor vi tænker højt, diskuterer det vi læser og går på opdagelse i det at bruge sproget som kunstnerisk værktøj.
Der findes måske lige så mange måder at male på, som der findes malere. På dette kursus udforsker vi vores forhold til maleriet og måder at se, forstå og arbejde med det på — både dem vi kender, og dem, vi endnu ikke har opdaget. Vi vil skabe et fællesrum med en åben tilgang, hvor inspiration, eksperimenter og følelsesmæssig logik er centrale redskaber.
Vi vil se på en række kunstnere, som på forskellig vis arbejder bemærkelsesværdigt med deres praksis og åbner for maleriet i det udvidede felt, i et system, hvor forskellige medier og materialer kan spille sammen.
Maleriet forstås både teknisk og psykologisk, hvor vi alle har vores egen kemi med maleriet, og vores egne måder at blande, navigere og sammensætte materiale på, og dette skal vi udforske i løbet af kurset.
Undervisningen veksler mellem oplæg og praktiske øvelser og materialeforståelse — blandt andet monokromt maleri og fordybelse i farven, skitsering, tegning og tempo, concept og materiale eksperimenter samt lag-på-lag-arbejde og abstraktions øvelser, hvor billedet både opbygges og nedbrydes.
Der lægges vægt på det individuelle arbejde og den enkeltes kunstneriske interesser, og vi vil have samtaler om værker og praksis, fælles gennemgange og kritik. Kritikken forstås som undersøgende samtaler, der understøtter udvikling og skaber energi i atelieret. Kurset er for både begyndere og erfarne.
I mit arbejde undersøger jeg skulpturen som en fusion af noget genkendeligt og noget jeg ikke helt forstår; praktisk oftest igennem velkendte objekter der aftrykkes, forstørres og forvrænges, som en formundersøgelse der er humoristisk og kulturelt spejlende.
I forløbets første uge kommer jeg med nogle hurtige oplæg til et par fælles skulpturprojekter / -øvelser, for at få os allesammen igang og danne grobund for gensidig udveksling på værkstedet.
Derefter er der frit rum til at udforme egne ideer, forsøge sig med en ny teknik eller et nyt materiale. Vi har hele laden og arbejder sammen derfra hen mod at lave et brag af en udstilling.
2-3 gange om ugen starter vi eftermiddagen/morgenen med en mindre præsentation af noget fra mit inspirationsarkiv fx. samtids- og oldtidskunst, populærkultur og myter, ligesom vi undervejs vil kigge på hinandens opfindelser og processer.
Min erfaring er, at der helst ikke skal være for mange forhindringer når ideen/projektet/gejsten er der (såsom planlægning, skitsering, konceptudvikling, etc), og jeg vil derfor så vidt muligt prøve at facilitere de fornødne materialer, teknikker og værktøj.
Det er en væsentlig del af min praksis at tænke med materialet (om det så er ler, jern, gips, video eller tekstil etc.), da arbejdet med et specifikt materiale ofte kan ændre den oprindelige kurs fra det intenderede. Det er særligt denne proces jeg ønsker at skabe et værksted med rum for.
2. periode
Formiddagsfag
I Broken Diaries arbejder vi med tekst som kunstnerisk materiale. Vi undersøger, hvordan ord kan fungere som manuskripter for kunst, og hvad der sker, når de opløses, gentages, slettes og sættes sammen på nye måder. Dagbogen bliver ikke et sted, hvor vi fortæller vores liv kronologisk, men et arkiv af fragmenter.
Gennem skriveøvelser, oplæsninger og eksperimenter skaber vi tekster, der bevæger sig mellem poesi, autofiktion, musik, lister, dialoger, breve og kunstneriske instruktioner. Vi arbejder med både egne og fundne tekster og udforsker sproget som materiale, handling og kunstnerisk metode.
Undervisningen består af praktiske øvelser, fælles samtaler og oplæg om kunstnere og forfattere. Fokus er ikke på at skrive den perfekte tekst, men på at udvikle et personligt kunstnerisk sprog gennem eksperimenter, omskrivninger og uventede forbindelser.
Broken Diaries er for alle, der er nysgerrige på, hvad tekst kan være, når den får lov til at bryde sine egne regler.
På dette kursus bygger vi bro mellem kuratering og den kunstneriske praksis. Kuratering forstås her ikke kun som konceptudvikling, udvælgelse af værker og udstillingsdesign, men også som en måde at arbejde bevidst med kontekst, relationer og ansvar.
Kurset henvender sig til studerende, der er nysgerrige på, hvordan kuratering kan fungere som et redskab i deres egen kunstneriske praksis. Kurset er relevant, uanset om man har planer om selv at kuratere, samarbejde med kuratorer eller udstille i nye kulturelle kontekster. Efter kurset vil man have en styrket forståelse for, hvordan kuratoriske valg skaber betydning.
Undervisningen er overvejende praktisk. De fleste undervisningsgange starter med et kort oplæg eller en fælles introduktion og bevæger sig derefter over i konkrete opgaver, enten i grupper eller som individuel fordybelse. De studerendes egne værker er centralt materiale, og kurset afsluttes med realiseringen af en fælles udstilling.
På faget “Lydkunst” arbejder vi med spændingsfeltet imellem lyd og stilhed.
Her præsenteres centrale værker af musikhistorien fra middelalderen til samtidskunstens mere konceptuelle lydværker. Vi arbejder med støj, collager, klangflader, rum, tid, minimalistiske strukturer og meget mere…
Du behøver ikke at kunne læse noder og kende til musikteorien men du skal have lyst til at udforske mulighederne i det moderne tonesprog. I begrænset omfang vil der være mulighed for selv at arbejde med lydprojekter.
… og Undersøgelser på Papir
Proces, Undersøgelse og Rytme er nøgleord på kurset i arbejdet med tekstile udtryk som, STRIK og HÆKLING , VÆV og BRODERI på PAPIR
Nogle af de tekstile arbejder omsættes til det fotografiske udtryk CYANOTYPI på papir.
Hver dag undersøges nye strukturer i forskellige fibre, erfaringer deles med hinanden på holdet og de tekstile erfaringer overføres til grafiske udtryk på papir. Vi kommer rundt om , ind i , udenom og ovenpå en verden af organiske strukturer med en erkendelse af, at vi er en del af en uudtømmelig verden af overflader og strukturer.
Den polske kunstner og professor Magdalena Abakanowicz udtrykte det sådan:
Udtrykkenes former skifter. Kun de kan fortælle sandheden om sig selv. Imidlertid, i alt hvad jeg foretager mig, er den vedvarende faktor og permanente trang, at søge og afdække strukturens iboende hemmeligheder, idet strukturen er det fænomen, som hele den organiske verden på vor klode har til fælles.
Værkstedsfag
At arbejde med arkitektur er at arbejde med rum, og de elementer der betinger rummet; krop, skala, lys, konstruktion, tekstur, og meget andet!
Faget fokuserer på krop, rum, form og ide. Gennem opgaver og øvelser, af varierende længde og intensitet, skal vi udforske og udfordre både andres og egne forestillinger om den formbare verden – midt mellem store armbevægelser og kirurgisk præcision.
Dialogen mellem ide og stof, og mellem produktionens forskellige medier, særligt tegning og model, åbner muligheden for at bryde med vanetænkning og (gen)opdage – og måske endda (gen)opfinde – gennem en eksperimenterende tilgang til stoffet.
Faget vil give en forståelse af, og erfaring med, de metoder og processer det kræver, for at kunne arbejde progressivt og selvstændigt med sine ideer.
Når arkitektur er bedst, er det fordi den gør en forskel. Og det kan den gøre, fordi nogen har villet det! Derfor er arbejdet med arkitektur først og fremmest at ville noget med verden.
Grafik dækker over et stort udvalg af teknikker, udtryk, tradition og historie.
På kurset vil i blive indført i en række grundlæggende grafiske teknikker,
såsom træsnit, linoleumstryk, kobbertryk og monotypier.
I vil opleve at hver teknik har sit eget sprog og temperament som enten kan følges eller udfordres.
Nogle processer opfordrer til samarbejde og værkstedsfællesskab, andre til personlig fordybelse.
Når I er blevet trygge i de forskellige teknikker, kan disse også blandes og give plads til et helt personligt udtryk.
Igennem kurset vil jeg præsentere jer for en hel masse grafisk kunst samt for grafikkens historie og traditioner. Vi vil også besøge relevante udstillinger og måske et grafik værksted eller to.
Kurset er for alle der kunne tænke sig at arbejde fordybet med grafik og man behøver ingen tidligere erfaring.
Det at “gøre” maleri.
Jeg ser i høj grad maleri som noget man gør.
Der er det konkrete arbejde der foregår på atelieret men også alt det der foregår udenfor. De ting man kigger på, læser, lytter til og i bred forstand interesserer sig for.
Maleriet har sine egne særegne egenskaber og historie. Igennem dem vil vi undersøge hvordan i kan finde jer selv i det at “gøre” maleri. Hvordan i kan få noget af jer selv med i processen.
Vi vil dykke ned i forskellige teknikker og materialer. Nogle vil være klassiske basis teknikker mens andre vil være mere eksperimenterende (selv for mig som underviser (det skal være sjovt!!)).
Vi vil se på nogle af de mange forskellige retninger maleriet har bevæget sig i. Her med særligt fokus på moderne kunsthistorie. Undervisningen vil både bestå af fælleds opgaver/undervisning og individuelle ateliersamtaler.
Jeg glæder mig til at møde jer!
På Kunsthøjskolen i Holbæk har vi en lang tradition for at arbejde eksperimenterende med smykker og kropsrelaterede objekter. Vi undersøger smykket som kunstnerisk udtryk, fortælling og betydningsbærer og arbejder med dets mange funktioner – fra identitet og tilhørsforhold til krop, køn, status og ritual.
Undervisningen giver et indblik i både samtidens smykkekunst og de mange måder, smykker kan forstås og anvendes på i dag.
På værkstedet er der fokus på håndværket og de grundlæggende teknikker. Du får mulighed for at arbejde med forskellige materialer og metoder til fremstilling af smykker og kropsrelaterede objekter. Der vil være en begrænset mulighed for at arbejde i sølv, mens hovedvægten ligger på andre materialer og eksperimenterende processer.
Faget henvender sig både til begyndere og til deltagere med erfaring. Uanset om du er nysgerrig på smykkefaget, ønsker at udvikle dine håndværksmæssige færdigheder eller vil udforske smykket som kunstnerisk medie, vil du få redskaber til at udvikle dine egne idéer og projekter.
Vi gennemgår teori gennem fælleslæsning af tegneserieuddrag og afprøver derefter forskellige greb gennem kortere og længere opgaver.
Praktiske opgaver består af hurtige tegnelege og øvelser, kortere til længere opgaver med forskellige klare rammer og til sidst i forløbet er der en minimum 2 uger lang periode til fordybelse og selvstændigt arbejde på en egen tegneserie med få til ingen rammer, som vi også trykker i værkstedet.
Det er opfordret at medbringe tegne- og skriveredskaber af egen præference og det står en frit for om man vil arbejde traditionelt eller digitalt.
En sædvanlig dag i tegneserieværkstedet starter med fælleslæsning og diskussion af et tegneserieuddrag, for det meste udvalgt af en af eleverne, derefter evt. en kort øvelse og derefter selvstændigt arbejde på en opgave resten af dagen.
Det er meget tilladt at have høretelefoner på mens man arbejder, og efter aftale må man under visse opgaver også gerne arbejde fra sit værelse eller udenfor værkstedet.
Værkstedet er for alle med en glæde og interesse for at tegne og fortælle.
3. periode
Værkstedsfag
Compressed Time er et dybdegående kursus med fokus på tidsbaserede medier i samtidskunsten og undersøger medier som film, fotografi, video, 3D-animation og spildesign.
Det nærmer sig billedproduktion som en form for kompression, hvor sanseindtryk bliver omsat gennem kontekst til forestilling og dernæst til præsentation. Fra forhistoriske håndaftryk til AI-genererede billeder ser kurset på billedskabelse som en lagdelt, fortolkende proces, formet af skiftende teknologier og kulturelle vilkår.
Kurset er struktureret omkring tre elementer – værktøjet og teknikken, brugeren og producenten, samt det compressed image – og udfolder sig som en essayistisk rejse gennem kunsthistoriske nedslag og nutidige kunstneriske praksisser.
Vi undersøger, hvordan visuelle medier navigerer mellem teknologisk innovation og kunstnerisk intention. Diskussionerne vil spænde fra æstetikken i rekontekstualiserede medier til reproduktionens politiske dimensioner, og munde ud i praktiske eksperimenter med teknikker og distributionsformer.
Målet er at blotlægge billeders entropiske, lagdelte karakter i en tid med hastigt accelererende visuel produktion.
I dette fag arbejder vi med grafisk design som en kunstnerisk praksis, hvor billeder, typografi, tryk og fortællinger bliver redskaber til at udvikle idéer, skabe betydning og sætte aftryk i verden.
Vi arbejder med print på tværs af analoge og digitale processer og undersøger, hvordan grafisk design kan generere kultur og skabe subkultur og modkultur. Gennem eksperimenter, workshops og fælles samtaler udforsker vi mediet som plakat, publikation, modeobjekt, installation og udstilling. Undervisningen henter inspiration fra kunsthistorie, popkultur, mode, musik og aktivisme.
Sammen ser vi på, hvordan billeder, typografi og visuelle systemer former vores samtid, og hvordan de kan bruges og gentænkes. Forløbet bevæger sig fra research, idé- og konceptudvikling til tryk, kontekstualisering og iscenesættelse. Undervejs arbejder vi med at udvikle et personligt visuelt sprog gennem håndværk, refleksion og kritisk tænkning.
Faget er for alle, der har lyst til at bruge grafisk design som et redskab til at undersøge, udfordre og skabe visuel kultur.
At øva sig i at vara tilstede i processen lige her og nu og lytte til detta ur material som leran er.
At se leran som en organisme som din kropp kan sammarbeta og kommunikera med. Gå på uppdagelse i en byggeprocess utan at førventa et helt bestæmt resultat kan skapa känsla af frihed og flow, vilket er helt unikt før de kunstnæristiske processer.
Hvis vi ger slæpp på forventningar og kontroll så kan værket komma til at bli’ mer end og større end vi kan tænke os til hvilket ofte er en magisk og befriende fornemmelse.
I den første del af kursen kommer du at bli’ introduceret til tre grundlæggande håndbyggningstekniker samt få lov til at prøva de olika lertyper vi har i værkstan.
Vi genomgår olika måder at dekorera og glasera på så du får en ide om de olika stadier som leran genomgår från vått modulerbar lera til højbrænd keramik.
Efter denna introduktion er det tid til førdypelse i lige precis det du ønskar at fokusera på. Det kan vara allt från brugsting til abstrakta skulpturer eller narativa figurer.
Det viktigaste er at det er något du ønskar at førdypa dig i og ge dig hen til i de uger vi har sammen.
Måske kan leran læra dig något om at vara tilstede her og nu og ge slæpp på kontrollen vilket er en erfaring som jeg hopar du kan ta med dig igenom hela livet oavsett vad du kommer til at beskeftiga dig med.
Vi undersøger maleriet som et åbent og eksperimenterende felt, hvor processen er lige så vigtig som det færdige værk. Med afsæt i samtidskunsten arbejder vi med farver, komposition, materialer og teknikker, men også med de idéer, fortællinger og spørgsmål, der opstår undervejs.
Et centralt omdrejningspunkt er observation som billedgenerator. Gennem fælles øvelser, kortere projekter og individuel vejledning udvikler vi billedsprog og udforsker, hvordan maleriet kan være en måde at se, tænke og forstå verden på. Vi arbejder både med klassiske opgaver som for eksempel stilleben eller abstraktion og med mere eksperimenterende forløb, der skifter fra uge til uge.
Når vi arbejder med performance tager vi udgangspunkt i kroppen, vi starter indefra og arbejder os ud til det ydre. Hvordan føles det at være i sin krop? Hvordan føles kroppen i stilhed, i ro, når den sanser og når den tager ind? Hvordan mærkes kroppen i aktivitet, i larm, når den giver udtryk og ses på? I dette fag tager vi både sanselige sessioner, leger med visuelle udtryk, får sved på panden og kigger på koncepterne bag.
Man kan i performance gå i utallige retninger. Vi ser på nogle af dem, og opfinder måske nogle nye sammen. Vi kommer til at arbejde med konceptuel performancekunst, hvor idéerne ligger som en opskrift eller score foran os. Vi dykker ned i movement research – hvordan performer man at man er under vand, at man er en lampe, eller at man er en anden? Her undersøger vi kroppen og dens frie kreative udfoldelse. Vi kommer også til at se på mindre danseteknikker, fysiske bevægelser der giver sved på panden, udstrækning, et bæredygtigt forhold til kroppen, samt andre sunde rytmer der kan bruge til at tilgå denne kunstform.
Der er plads til fordybelse, indre arbejde og samtaler om disse, men der er også plads til det ydre. I det ydre arbejde kommer vi til at lege med kostumer, visuelle aspekter, scenekunstneriske virkemidler, makeup, kønnede performativiteter/drag, m.m.
I dette fag er det muligt at inkludere stort set alle andre fag og kunstformer, men helt oplagt er: Video, Lyd, Kostume/Udsmykning, Installation, Maleri (på krop) og objekter (træ, keramik, ready mades, etc).
I samfundet performer vi og samfundet performer sig selv. Men hvordan gør vi det? Og hvorfor gør vi det? Du tager måske noget andet tøj på, og taler på en anden måde, når du er med dine venner, din familie, alene, til en fest eller til en begravelse. Alle disse koder omkring os, som vi har indlært siden barnsben, kan til tider føles kunstige, underlige og ubehagelige. Andre gange behagelige og ligetil. Måske har du aldrig registreret disse før. Måske har du et konstant ubehag. Her kan vi tage hverdagens performativiteter og transformere dem til konkrete værker, vi kan zoome ned på enkelte bidder og sekvenser og forstørre dem, gøre dem skarpe og intense, teatralske og over-the-top, cringe og for meget eller fine og skrøbelige.
Dette fag er for alle, ligegyldig tidligere erfaring eller relation til krop, hvor vi sammen skaber et rum hvor vi er ligeværdige og udvikler os selv fra vores eget standpunkt, men også i relation til hinanden. Det er et fag hvor man både arbejder selvstændigt og i grupper. Igennem forskellige øvelser bliver vi langsomt vant til at vise os selv og vores performances til hinanden. Hvis der findes specielle behov, såsom sensorisk overstimulering, svært ved gruppearbejde osv, så finder vi selvfølgelig løsninger på det.

praktisk
Du kan tilmelde dig vores kurser her: https://tilmelding.kunsthojskolen.dk/lange-kurser
Kunsthøjskolens netværk af undervisere består af professionelt udøvende billedkunstnere, forfattere, musikere, arkitekter, designer m.fl. Skolen har 5 fastlærere som bor, lever og underviser på skolen.Skiftende gæstelærere og foredragsholdere bidrager til konstant udvikling af et levende og aktivt miljø, i kontakt med det aktuelle kunstliv omkring os. I tæt samspil mellem faste lærere og inviterede gæstelærere fra ind- og udland, skabes et dynamisk miljø for læring og udveksling.
Læs mere om underviserne
Under hvert af semestrene (forår/efterår), tager vi på studietur til Berlin. Det er en 4 dages intens studietur. Store museer og udvalgte gallerier, med de gamle mestre og den nyeste samtidskunst, koncert i Philharmonien med verdens bedste symfoniorkester, arkitektur-tur i fuld skala, samt frihed til på egen hånd at undersøge, og gå på opdagelse i Berlins helt eminente og inspirerende kulturmiljø. Vi laver et program, hvor nogle ting er fælles for alle, samt en masse anbefalinger, så du selv kan sammensætte turen med de ting, der interesserer dig mest. Programmet vil blive præsenteret i ugerne op til turen.
Nye støttemuligheder gør det muligt for endnu flere at få et højskoleophold
– også dem, der ellers ikke har mulighed for at betale den fulde egenbetaling:
Mangfoldighedsstipendiet: har til formål at gøre elev- sammensætningen på højskolerne mere befolknings- repræsentativ, og er målrettet ansøgere, som ikke har mulighed for selv, eller ved hjælp fra familie eller andre at finansiere et højskoleophold.
Ungeløftet: giver tilskud til unge mellem 18–29, uden uddannelse, til at komme på højskole. Se oversigten med alle støttemuligheder
Kunsthøjskolens vejledning tager hovedsageligt sigte på de kunstneriske uddannelser. På hvert hold arrangeres et møde med studerende fra akademier, designskoler, arkitektskoler med videre. De studerende er fortrinsvis tidligere elever på Kunsthøjskolen. Her præsenteres de respektive studier og der er lejlighed til at få besvaret alle relevante spørgsmål. Hver uge får vi besøg af en billedkunstner, forfatter, arkitekt, musiker eller lignende, som holder foredrag. I forbindelse hermed vejledes efter ønsker og behov. Kunsthøjskolens lærere, som alle er praktiserende kunstnere, står til rådighed i alle vågne øjeblikke med råd, samtaler og evt. henvisninger til yderligere kvalificerede kontakter angående den enkeltes videre vej.
Pris, Efterår 2026: 35.100 DKK* (ugepris: 1.950 DKK, 18 uger)
Pris, Forår 2027: 39.000 DKK* (ugepris: 1.950 DKK, 20 uger)
Pris, Forår 2027: 35.100 DKK* (ugepris: 1.950 DKK, 18 uger)
Kursusprisen dækker 5 timers daglig undervisning mandag til fredag, samt foredrag, arrangementer, kost og logi. Der tillægges endvidere 2.800 kr. for studietur.
Værelsestillæg pr. uge:
Dobbeltværelse uden bad: 0 DKK.
Dobbeltværelse med bad: 50 DKK.
Enkeltværelse uden bad: 75 DKK.
Enkeltværelse med bad: 100 DKK.
Der kan betales i 3 rater; første rate betales inden kursusopstart, og udgør halvdelen af den samlede kursuspris, de 2 næste rater betales løbende derefter.Når du har modtaget en bekræftelse på optagelse, opkræves der samtidig et tilmeldingsgebyr på 1.000 kr. (heraf 500 kr. som depositum for værelset). Dette beløb bliver ikke tilbagebetalt i tilfælde af afbud eller frafald. Du er først sikret en plads, når du har modtaget bekræftelse og indmeldelsesgebyret er betalt.
* Pris pr. d.d. Prisen kan ændre sig.
Hvis du afbryder dit højskoleophold, betales skolepenge for 4 uger fra dagen, hvor du forlader skolen, eller frem til kursets afslutning.Hvis skolen på tidspunktet for din afrejse har betalt for din deltagelse på studietur, skal du dække de udgifter, som skolen har haft i forbindelse hermed.Ved afbud senere end 4 uger før kursusstart betales skolepenge for de første 4 uger, medmindre skolen finder en elev, der kan overtage din plads.Afbud skal altid ske skriftligt til mail: info@kunsthojskolen.dk
Udgifter til materialer betales af den enkelte elev og er afhængige af hvilke fag der vælges og hvor meget der produceres. Materialeudgifter er meget individuelle og er således ikke indeholdt i kursusprisen. Der indbetales imidlertid et seperat aconto beløb på 2.000 kr. til elevens materialekonto, som er tilknyttet skolens butik. Materialekontoen bliver opgjort ved hvert periodeskift.
Vi inviterer tidens aktuelle kunstnere til at fortælle om deres praksis og projekter, så vi kan få et indblik i deres arbejde indenfor mange forskellige kunstneriske discipliner. Se aktuelle arrangementer her.






















