Honey Biba Beckerlee
23/09/2026
·
Kl.
20:00
Honey Biba Beckerlee er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi med ophold på Städelschule, Frankfurt am Main, DE, samt Goldsmiths College, University of London, UK (2008). I 2017-2022 modtog hun Novo Nordisk

Honey Biba Beckerlee er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi med ophold på Städelschule, Frankfurt am Main, DE, samt Goldsmiths College, University of London, UK (2008). I 2017-2022 modtog hun Novo Nordisk Fondens, Mads Øvlisen Ph.d.-stipendier i praksisbaseret forskning under Aarhus Universitet og Det Kongelige Danske Kunstakademi og opnåede sin PhD grad i 2023.
Beckerlee arbejder konceptuelt med en materialeundersøgende tilgang, der søger at udfolde mere-end-menneskelige fortællinger om materiel intelligens og planetarisk forbundethed. I de senere år har hun arbejdet med digital teknologi i et feministisk, mere-end-menneskeligt perspektiv, hvor teknologi og natur former hinanden og det levende i den antropocæne æra.
Som en del af disse undersøgelser producerer hun taktile kunstværker fra digitale råmaterialer i en kropslig skala, der sporer komplekse forbindelser mellem natur, kroppe og teknologier. Med skulpturelle installationer af vævede kabler og keramiske mosaikker lavet af affald fra mikrochipindustrien fokuserer Beckerlee på, hvor ressourcekrævende den digitale tidsalder er.
Beckerlee har udstillet på Copenhagen Contemporary, Charlottenborg Kunsthal, Aarhus Kunsthal, Kunsthal Trondheim og ZKM, Zentrum für Kunst und Medien Karlsruhe. I 2024 modtog hun en Honorary Mention ved Prix Art Electronica. Hun har modtaget præmiering af Statens Kunstråd for sin soloudstilling “CU in Circuit” i 2020 og i 2022 blev hun tildelt Statens Kunstfondes 3-årige arbejdslegat.
honeybibabeckerlee.com
foto: David Stjernholm